lørdag den 26. oktober 2013

...og så blev det fredag...

Det er ufatteligt så hurtigt en uge er gået!
Jeg er tilbage på arbejde igen, og det er skønt at være tilbage.

Ugen har budt på en masse eftermiddags- og aftenmøder, så fredag og weekend er alligevel rimelig tiltrængt. Jeg har været fuldstændig inaktiv både her på bloggen og på Instagram, hvilket har været både nødvendigt og dejligt på samme tid.

Derfor får I her lidt af de billeder jeg alligevel har fået fanget i ugens løb.








1#: Stuen som den (heldigvis) så ud da jeg kom hjem idag - klar til fredagshygge;)
2#: Det fineste Bob Noon kort, som jeg købte på min Københavnertur i sidste uge. Synes det er enormt yndigt!
#3: Lchf-pizza på foccacia bund. Opskriften på foccacia er fra Madbanditten.
#4: Lidt omrokeringer herhjemme har betydet, at en del af vores bogsamling befinder sig på gulvet. Synes det ser ret fint ud - men sandheden er, at de "venter" på nyt hjem. Håber på at få købt et par kubus-reoler i det nye år.
#5: Haven ser enormt fin ud for tiden.
#6: En glimt af de nye omrokeringer.
#7: Efterår udenfor og den smukkeste fe i mit vindue.


Maj♥

søndag den 20. oktober 2013

Søndagsglimt...

Efter 6 uger som "studerende" og en uges efterårsferie kalder den rigtige hverdag igen imorgen.
Jeg glæder mig! Har savnet både unger og kollegaer.

Har forsøgt at gøre så meget som muligt klar til ugen. Vasketøj, rengøring, oprydning, indkøb og bagværk til madpakken. Alt skulle være nogenlunde klart!

Og så har jeg har shoppet lidt friske planter og hyacinter til vindueskarme og andre kroge. 
Jeg elsker duften og synet - og de giver bare et lille ekstra pift til efterårshumøret.









Kom an mandag!
Maj♥

torsdag den 17. oktober 2013

København tur-retur...

Igår var jeg en tur i København hele dagen - HELT alene.
Jeg snuppede den lokale københavnerbus tur-retur, hvilket betød to gange 2½ times læse/hækletid helt uden afbrydelser. Det blev ikke til så meget hækleri, men til gengæld nappede jeg 270 sider i Jussi Adler-Olsens Fasandræberne!

Planerne for dagen var sparsomme, men et besøg på Viktoria Ceramic Studio CPH og den søde og dygtige Pia var et must. Købte her den fineste, fine lyserøde hapilu kop, som jeg længe har drømt om. Som ekstra bonus var jeg så heldig at blive budt på lækker espressokaffe og frokost i hyggeligt selskab med søde mennesker og smukke omgivelser. Tak for en hyggelig formiddag Pia;)

Efterfølgende bød dagen på et par timer på egen hånd, som jeg tilbragte i blandt andet Kompagnistræde og Nørregade. Midt på eftermiddagen mødtes jeg så med en fantastisk god veninde fra folkeskole og gymnasie tiden. Hun kender i den grad til alverdens lækre og übercool'e (hvis I spørger mig) steder og dagen bød blandt andet på et besøg i Kødbyen på en skøn vinbar (som dog også bød på lækker kaffe!).














Dagen bød på smukt efterårsvejr, dejligt selskab, masser af snak, lækker kaffe, lidt shopping-godterier og en god portion alene-tid. De næste par dage skal tilbringes med min lille familie - det bliver fantastisk! Men en lille smut-tur på egen hånd burde nu alligevel være de fleste forundt ind imellem.

Maj♥

tirsdag den 15. oktober 2013

Glimt af efteråret...

Lidt af det som tiden går med...







Ild i brændeovnen (og huller i væggen, der trænger til spartelmasse og maling...) // Nyplukkede æbler fra haven // Kastanje-krea // Nattøjshygge // En sovende Victor Knudsen // Hindbærspisning

Maj♥

søndag den 13. oktober 2013

Grankogler, drømmefangere og lidt lunt til ørene...

Jeg har endelig fået gang i hæklenålen igen. 
Hele sommeren har jeg ikke rigtig haft lysten.
Men i takt med at aftenerne er blevet lidt mørkere, 
så er der pludselig en masse ting jeg gerne vil have lavet. 

Jeg har hygget mig lidt med at producere drømmefangere i forskellige størrelser hjem til og til et par gaver. Men nu har jeg kastet mig over de smukkeste hæklede grankogler. Opskriften er fra Yarnfreak. Når først man har luret opskriften er de uhyre nemme at gå til, men da de kræver et minimalt tællearbejde har jeg samtidigt kastet mig over et ægte "sofa-projekt!" Sidste vinter faldt jeg nemlig over Jeanettes fine, fine hueopskrift. Den er meget enkel at gå til og består udelukkende af halve stangmasker. Der skal ikke tænkes - bare hækles. Den slags projekter er skønne til en træt aften i sofaen og perfekte til at have med på farten. Nåh ja - og så er jeg sikker på, at huen bliver super fin med en lille pekskvast monteret på toppen.






Hvad har du mon gang i for tiden?

Maj♥

Kokos-banditter #version 1

Forleden havde jeg de vildeste cravings efter kokosmakroner! I ved nok - de der "kæmpe-store-lækre-sprøde-men-med-en-klæg-midte-og-chokoladebund-fra-bageren-kokosmakroner!!!"

Jeg havde ikke mulighed for at handle ind, så jeg tog udgangspunkt i hvad der nu var herhjemme!
Resultatet blev ikke kokosmakroner - men nærmere en slags SYNDIGT lækre kokoskugler!

Jeg har planlagt at kaste mig ud i projekt kokosmakron (LCHF-style) i efterårsferien, men indtil da skal I altså lige have opskriften på kokos-banditterne!



2 æggeblommer
2 spsk sukrin (synes de blev ret søde, så måske er 1 spsk nok!)
100g kokos
1 tsk vanillepulver
50 g smeltet smør
1 spsk fløde

Pisk æggeblommer og sukrin godt. Rør de andre ingredienser i. Form massen til små kugler, som bages i ovnen ved 180 grader varmluft i 12-15 min. Jeg fik ca. 12 kugler!
Kom til at spise 3-4 kugler til eftermiddagskaffen og var nærmest IKKE i stand til at spise aftensmad!!


Maj♥

lørdag den 12. oktober 2013

Små forandringer... #2


I den modsatte side af køkkenet er der også sket et par små forandringer.
For det første er mit stole-projekt blevet færdigt. Er glad for jeg valgte den smukke grå farve, som passer perfekt til lammeskindet og den fine pude syet af hende her!

Desuden er der flyttet en ny "bedste ven ind" på køkkenbordet. Min ellers også elskede Dolce Gusto maskine er blevet skiftet ud med en (i det lange løb) billigere Nespresso maskine. Tror aldrig jeg har drukket så god kaffe før hjemme i min egen sofa, som jeg gør nu!!! Og det er altså lækkert!
I weekenden skal jeg så have kastet mig ud i kapsel bestilingen, og har fundet nogle øko-kapsler jeg vil forsøge mig med - de hedder "Cap mundo Copaiba" - er der mon nogen af jer der kender dem?






Der er altså stadig et "hækle-indlæg" på vej - jeg venter på bare meget tålmodigt på nogle bedre lysforhold til at tage billeder.
(De billeder jeg har brugt her er nogle dage gamle!)

Rigtig god weekend.
Maj♥

torsdag den 10. oktober 2013

Små forandringer...

Det passer som regel med, at når årstiderne skifter, så sker der små forandringer indendørs.
Jeg får de obligatoriske små (skøre) ideer, som jeg heldigvis kan udføre på egen hånd (altså slipper jeg for at vente alt for længe på at det sker!).

Denne gang blev det lidt hvid maling i køkkenhjørnet, lidt hvid maling og nye greb på køkkenskabets skuffer og en sort tallerkenrække, som blev fundet frem fra kælderen.

Det tog faktisk kun en dags tid, og jeg er super tilfreds med resultatet.





Nu er malerpenslen gemt væk igen (men kun for en stund) - og hæklenålen er til gengæld fundet frem igen! Og jeg kan fortælle jer, at den gløder! Smider et indlæg afsted nærmere weekenden med små hækleglimt! Nu er det tilbage til læsningen... har lige en lille eksamen, der skal overståes imorgen;)

God dag!
Maj♥

søndag den 6. oktober 2013

Haveglimt....

Dagen har budt på skønt vejr med sol og lun luft. Vi har været på cykeltur, jagtet kastanier, spist de sidste hindbær på busken og prøvesmagt et æble fra vores cox orange træ.




Maj♥

lørdag den 5. oktober 2013

Perfekt lørdag - Lidt wellness, æblekage og et lille malerprojekt...





Afleverede skriftlig opgave igår - og på fredag venter en mundtlig eksamen.
Så skulle jeg gerne have overstået 2/3 af min vejlederuddannelse.

Jeg nyder derfor weekenden i fulde drag.
Selvforkælelse, familie, have, favoritkage - Ja, der er tilmed tid til et mindre malerprojekt!
Fik den fineste stol af min svigermor forleden, som netop nu har fået første lag grå maling.
Mon ikke jeg kan vise det færdige resultat i næste uge....

God weekend!
Maj♥
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...